Fugleskydning
Fugleskydning er en sport, som dyrkes af mange af vore medlemmer i sommerperioden.
De Falsterske Sortkrudtskytter har ikke fugleskydning på programmet, men der findes henved en snes fugleskydningsselskaber på Lolland-Falster og Sydsjælland, der hver årligt afholder et arrangement.
Der er ikke tale om jagt på flyvende vildt, men derimod om en gammel traditionspræget idræt, hvor der skydes til udskåren fugl af piletræ, som er beslået med diverse jernbeslag. Beslagene skal nedskydes i en bestemt rækkefølge og hver nedskyning udløser en gevinst til skytten. Den der skyder den sidste plade ned (brystpladen) bliver fuglekonge.
Skydningen foregår ikke frit stående, men fra en skydebuk, hvor skytterne efter en rækkefølge, der fra starten er fastlagt ved lodtrækning, bringer deres gevær i fast anlæg og skyder til det beslag, man er nået til på fuglen.
Over halvdelen af beslagene er påsat, så de kan falde for et enkelt velrettet skud. Til gengæld er nogle af dem meget små eller smalle og horisontale, så man skal være temmeligt omhyggelig med sigtning og aftræk.
Resten af beslagene er kraftigere plader, der ikke er vanskelige at ramme, men som kan sidde særdeles godt fast, så der skal mange skud til før de falder ned. Her gælder det om at være heldig at komme til bukken, når pladen er blevet løsnet af de foregående skytter, men også her spiller dygtighed ind; den erfarne skytte vil vide, hvor på pladen han skal placere sit skud for, at den med størst sandsynlighed falder ned.
Udover dygtighed og en vis portion held, er det også vigtigt at kende sine våben godt, da der som regel ikke er mulighed for indskydning på stedet forud for konkurrencen.
Skydeafstand er 35m, der skydes opad i en vinkel fra 10-20gr.
Fugleskydninger foregår udendørs ofte i naturskønne omgivelser og påbegyndes i morgentimerne og afsluttes som regel sent på eftermiddagen. De varierende lysforhold i løbet af en lang dag er en del af udfordringerne for skytterne. Der skydes i forskellige klasser; nogle foreninger har både en salon-, Remington- og forladerklasse, mens andre nøjes med Remingtonklassen. Hver klasse har sin fugl.
Man kan påregne at komme til at skyde 10-20 skud pr. klasse, så størstedelen af tiden ved en fugleskydning går med hyggeligt samvær med andre skytter.
Remingtonriflen M/1867 anvendes efterhånden ved alle fugleskydninger i vores område; der er ikke krav om originale militære sigtemidler, så mange fugleskytter benytter dioptersigter på deres rifler. De fleste lader med røgsvagt krudt (10-15gr.) af hensyn til økonomi og slitage på hylster, men der er intet til hinder for at skyde med rigtigt sortkrudt.
Forladerriflerne udgør en broget skare af både original- og replikavåben. Der er ingen krav om specielle typer, kalibre eller sigtemidler, dog som regel skydes der med rundkugler og plastre, ikke med Minié- eller kompressionprojektiler.
Den klassiske fugleskydningsforlader er stangriflen; et grovkalibret våben med meget svær pibe og kraftigt skæfte udstyret med dioptersigte og snelleaftræk, der ligesom en voldbøsse kun kan affyres fra fast anlæg (en stang). Stangriflen kan uden problemer fodres med store mængder sortkrudt, hvilket er en fordel når de mere fastsiddende plader på fuglen skal ned. Selv ved store ladninger er rekylen p.gr.a. våbnets tyngde relativt beskeden. Tilgengæld er den mere besværlig at lade. Projektilerne er nemlig lidt i overstørrelse for at forhindre at de "skøjter" hen over riffelgangens felter ved de store ladninger, og de skal derfor drives ned på krudtladningen ved hammerslag på ladestokken.
Hvordan får man lov til at deltage i en fugleskydning? - Alle, der ejer velfungerende originale forladere eller replikaforladere (SKV2 påkrævet) og originale Remingtonrifler M1867 (SKV2 eller grøn våbentilladelse påkrævet) og har sortkrudttilladelse og genladningstilladelse (til Remingtonpatroner) kan uden videre møde op og ved køb af medlemskort få lov til at deltage.
Har man ikke våben selv, er der visse steder mulighed for at låne foreningsvåben (dog som regel kun Remingtonrifler). Efter forudgående aftale vil det undertiden være muligt at få lov til at skyde med stangrifler, som beredvilligt stilles tilrådighed af deres ejermænd, der dog selv står for ladning og selv bærer våbnet frem til skydebukken.
Datoer for fugleskydninger i vores område kan fåes ved henvendelse til formanden.
Fugleskydning er et herligt alternativ til skiveskydning. Tilfredstillelsen ved umiddelbart at se en plade falde ned i skudøjeblikket er langt større end den man opnår ved efterfølgende at konstatere, at man har skudt en ti’er på en skive.
Lidt om fugleskydningens historie. - Fugleskydning blev formodentlig opfundet i Frankrig i 1200-tallet og bredte sig herfra til Tyskland og Nederlandene. Dengang kaldte man denne idræt for papegøjeskydning (heraf udtrykket: at have skudt papegøjen) og våbnene var bue eller armbrøst. Pilene eller boltene var stumpe uden spids. Allerede i 1300-tallet når papegøjeskydningen til Danmark. I 1500-tallet bliver ildvåben mere almindelige ved disse skydninger.
Fra første færd var fugleskydningselskaberne organiseret som lav, der skulle tjene til at fremme forsvarviljen og evnen hos borgerne i datidens frie købstæder, men efterhånden mistede de deres militære betydning og blev i højere grad selskabelige foreninger for byernes bedre borgerskab.
I Danmark er fugleskydningen på retur i 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet, men med skyttesagens opkomst i midten af 1800-tallet blomstrer skytteforeninger op overalt også i de små landsogne, og mange af disse begynder at afholde årlige fugleskydninger. Det er en rest af denne mere folkelige fugleskydning, der lever videre i vores område.
